Kvægbesætningen på Lymbygaard består af 12-14 moderdyr samt afkom af racen Aberdeen Angus. Aberdeen Angus er en af verdens mest udbredte kødkvægsracer, dels på grund af dens nøjsomhed, lette kælvninger og gode moderegenskaber og dels for sin fantastisk gode kødkvalitet. Kødet er saftigt, mørt og med megen smag. Dette skyldes at racen fra naturens side har bedre fedtmarmoreret kød end de andre racer vi kender.
På ejendommen har vi ligeledes et mindre fårehold med 6 moderdyr af racen Wensleydale. Wensleydale er et stort får af engelsk oprindelse. Det er et dobbelt får, hvilket vil sige, at det både er et kød - og uldfår. Det giver store slagtelam af rigtig fin kødkvalitet. Ulden er af fineste kvalitet, faktisk noget af verdens bedste (33-35 my i tykkelse, langt og krøllet). Giver nogle helt fantastiske langhårede skind.
Af og til har vi et lille hold grise, som bor i hytter på marken, således de altid har adgang til at spise friske urter og græs, kan tage et mudderbad og kan sove lunt og tørt.
I 2018 blev det muligt at sælge direkte til forbrugerne via gårdbutik og/eller torvesalg uden ægpakkeri. Vi har derfor nu 100 æglæggende høner gående i mindre stald samt i hele vores bærplantage. Hønerne har i dagtiden fri valg om de være i stalden eller gå ude. På sigt ønsker vi at bygge stald i vores æbleplantage nær skoven således vi kan udvide til 250 til 300 høner. Hønerne vil i dagtiden få frit valg om de vil være i stald eller ude. I plantagen er fødegrundlaget græs og urter og i sæsonen nedfaldsfrugter. Hønerne vil således holde græs og ukrudt nede og samtidigt gøde jorden ved frugttræerne. Træerne vil give vandrende skygge og samtidigt beskytte med rovfugle.
Dyrene går ude på marker og enge året rundt. De får her et bredt udvalg af græsser og urter. Om vinteren hvor naturens udbud er mindre, fodrer vi med wrap, hø og korn alt dyrket på og slået fra egen jord. Alle dyr har adgang til stald året rundt. Kvæg og får til stor nybygget løsdriftstald.
Vi tilbyder forskellige udskæringer af vores kød - både okse-, grise- og lammekød. Vi sælger alle kødtyper i varierende størrelser og mængder, så I kan få præcis det, I foretrækker (og har fryseplads til).
Aflivningen af de fleste af dyrene foregår hjemme hos os, så dyret mærker mindst mulig stress, dette prioriterer vi både af dyrevelfærdsmæssige årsager, men også fordi det giver den allerbedste kødsmag.
For os betyder høj dyrevelfærd ikke kun at sikre de bedste vilkår for det levende dyr, men bestemt også hvordan dyret slagtes og hvordan de sidste minutter opleves.